Arabisk invasion

Solens stråler bager allerede hårdt i nakken, mens vi spiser morgenmad på terrassen.  Da dagen endelig er oprindet, hvor deltagerne af vores sommerlejr ankommer, er stemningen mere end almindeligt trykket, og efter et kort men berettiget møgfald fra Nadia bliver de sidste forberedelser gået igennem i løbet af formiddagen. Facilitatorerne er så småt ved at have ugens program indstuderet til hudløshed, og med hotellets unikke psykedeliske islæt som baggrund er rammerne så småt ved at være sat for de næste fem dages facilitation.

Allerede ved middagstid ruller den første sorte Volvo ind i indkørslen. Palæstinensere fra vidt omkring i det besatte område træder ud af bilen. Slæbende på deres baggage bliver de gelejdet ind i hotellets ankomsthal og videre ind på deres respektive værelser. Der bliver givet hånd til både piger og drenge, og tilfældige introduktioner og velkomster udveksles. ”I’m Firas Ja’far from Betlehem in Palestine. You?” lyder det på gebrokkent engelsk gennemsyret af en stærk arabisk accent. I løbet af en times tid er hotellet løbet over ende af smilende unge fra vidt omkring i Jordan og Palæstina.

Allerede efter frokosten er vi i gang med dagens program, og man overraskes over, hvor professionelt det hele tager sig ud. Taget i betragtning af, at det er en gang højskoleelever, der sidder med det fulde ansvar for lejren, fungerer det over alt forventning. Selv om størstedelen af deltagerne knapt nok kan gebærde sig på et formfuldendt engelsk, glider den arabiske oversættelse gnidningsfrit, og folk kaster sig tøjlesløst ud i diverse energizers og navnelege.

Arabiske gloser bliver udvekslet, og klassikeren ”rød grød med fløde” er stadigvæk en oldie but goodie. Ud over få kulturelle misforståelser som uheldige sammenligninger imellem USA og Danmark og en svipser omkring muslimske pigers mandhaftige udseende, bliver der minglet for alle pengene, og stemningen er mere munter og lystig end forventet. Vi må lægge os fladt ned på jorden, for der er ingen tvivl om, at alle stereotyper og fordomme omkring arabere, der muligvis har været bragt med hjemmefra, bliver gjort til skamme for øjnene af os.

Aftenen skrider hen, og selv om folk er trætte og udmattede efter en lang dag med facilitering og rejse, er stemningen afslappet og munter. Denne første aften er hotellet, ud over vores camp, desuden vært for et jordansk bryllup. Så mens vi sidder og er i gang med dagens aftenaktivitet – bingo banko – fyldes omgivelserne af traditionelle jordanske sange og glædesråb. Jordanere, palæstinensere og danskere stimler sammen om bryllupsoptoget, der med en før uset eufori eskorterer bruden og gommen ind i festlokalet. Blæst fuldstændig bagover af mellemøstlig entusiasme klapper vi i fælles takt brylluppet videre ind til festen.

//Frederik