Arabisk invasion

Solens stråler bager allerede hårdt i nakken, mens vi spiser morgenmad på terrassen.  Da dagen endelig er oprindet, hvor deltagerne af vores sommerlejr ankommer, er stemningen mere end almindeligt trykket, og efter et kort men berettiget møgfald fra Nadia bliver de sidste forberedelser gået igennem i løbet af formiddagen. Facilitatorerne er så småt ved at have ugens program indstuderet til hudløshed, og med hotellets unikke psykedeliske islæt som baggrund er rammerne så småt ved at være sat for de næste fem dages facilitation.

Allerede ved middagstid ruller den første sorte Volvo ind i indkørslen. Palæstinensere fra vidt omkring i det besatte område træder ud af bilen. Slæbende på deres baggage bliver de gelejdet ind i hotellets ankomsthal og videre ind på deres respektive værelser. Der bliver givet hånd til både piger og drenge, og tilfældige introduktioner og velkomster udveksles. ”I’m Firas Ja’far from Betlehem in Palestine. You?” lyder det på gebrokkent engelsk gennemsyret af en stærk arabisk accent. I løbet af en times tid er hotellet løbet over ende af smilende unge fra vidt omkring i Jordan og Palæstina.

Allerede efter frokosten er vi i gang med dagens program, og man overraskes over, hvor professionelt det hele tager sig ud. Taget i betragtning af, at det er en gang højskoleelever, der sidder med det fulde ansvar for lejren, fungerer det over alt forventning. Selv om størstedelen af deltagerne knapt nok kan gebærde sig på et formfuldendt engelsk, glider den arabiske oversættelse gnidningsfrit, og folk kaster sig tøjlesløst ud i diverse energizers og navnelege.

Arabiske gloser bliver udvekslet, og klassikeren ”rød grød med fløde” er stadigvæk en oldie but goodie. Ud over få kulturelle misforståelser som uheldige sammenligninger imellem USA og Danmark og en svipser omkring muslimske pigers mandhaftige udseende, bliver der minglet for alle pengene, og stemningen er mere munter og lystig end forventet. Vi må lægge os fladt ned på jorden, for der er ingen tvivl om, at alle stereotyper og fordomme omkring arabere, der muligvis har været bragt med hjemmefra, bliver gjort til skamme for øjnene af os.

Aftenen skrider hen, og selv om folk er trætte og udmattede efter en lang dag med facilitering og rejse, er stemningen afslappet og munter. Denne første aften er hotellet, ud over vores camp, desuden vært for et jordansk bryllup. Så mens vi sidder og er i gang med dagens aftenaktivitet – bingo banko – fyldes omgivelserne af traditionelle jordanske sange og glædesråb. Jordanere, palæstinensere og danskere stimler sammen om bryllupsoptoget, der med en før uset eufori eskorterer bruden og gommen ind i festlokalet. Blæst fuldstændig bagover af mellemøstlig entusiasme klapper vi i fælles takt brylluppet videre ind til festen.

//Frederik

Advertisements

Rykketid

hummar hotel 2

Et billede af Mona Lisa spejder over os, mens cikaderne hyler udenfor. Marmorgulvet og den stille brise udefra er med til at holde temperaturen på et niveau, hvor det ikke er ulideligt at sidde inde. Generalprøverne er gået i gang, og det meste af dagen kommer til at ske i Mona Lisas åsyn.

Torsdag morgen tog vi af sted fra Amman mod den lille by, Al Fuheis, nord for Amman, hvor sommerlejren skal foregå. Efter at have fundet fire taxaer – til meget varierende priser – var vi fremme efter en halv times kørsel. På turen gik det op for os, at vi kun havde set en brøkdel af Amman, og vi fik set helt nye dele af byen. Det ”Vestlige” område var mere præget af nye bygninger, amerikanske fastfoodkæder og butikker vi kendte. Noget helt andet, end vi var vant til i Down Town Amman.

Synet der mødte os, da vi nåede frem til hotellet, var også noget andet, end vi havde været vant til. Hotellets udendørsområde er stort og arkitektonisk præget af alverdens dyr – fra søheste til køer. En swimmingpool har vi ikke nogen af, selvom meget af udformningen lægger op til det. Man kunne fristes til at tro, at  Gaudí og Salvador Dalí havde tegnet Kong Neptuns Lalandia – bare uden vand.

aæ hummar hotel 1

Hele torsdagen er gået med generalprøver, så alle facilitatorer har haft mulighed for at gennemgå deres aktiviteter med et mere eller mindre engageret publikum. Det har været en lang dag. Nu håber vi på at være klar, til deltagerne kommer – Mona Lisa kigger trods alt med.

//Søren