PETRA

Campen er afsluttet og nu udforsker vi Jordan.
I går var vi mange timer i Petra!

Kultur og hummus ad libitum

På trods af en heftig omgang morgentræthed på grund af gårsdagens meget lange og meget larmende bryllupsfest virker det denne morgen som om den gode stemning fra introdagen stadig sidder fast i folk.

Dette er summercampens første aktivitetsdag, men selvom den nærmest er proppet til bristepunktet med foredrag og øvelser, er der masser af plads til smil og latter.

Lad os blot lægge kortene på kakkelbordet – da vi tog hjemmefra, var det med en vis portion nervøsitet i bagagen.

Hvordan ville jordanerne og palæstinenserne tage imod vores gender aktiviteter?

Ville de blive forargede? Vrede? Ville de tage hjem i protest?

Vi var i forvejen blevet advaret om at træde varsomt på den kulturelle sti og være opmærksomme på forskellighederne mellem danskere, jordanere og palæstinensere.

Her på den første dag går der dog ikke lang tid, før vi kan trække vejret roligt. De arabiske deltagere er engagerede, og på trods af lidt sprogbarrierer lægger vi ud med en rigtig god debat om, hvad der karakteriserer hhv. kvinder og mænd.

Sammen kæmper vi os gennem forhindringsbaner og bygger menneskelige skulpturer om mandlige og kvindelige stereotyper.

En enkelt navneleg bliver der også plads til (danske og arabiske forældre har trods alt ikke taget hensyn til sprogvanskeligheder ved valget af navne til deres børn), og skuespiltalentet samt evnen til at løse problemer bliver finpudset, da vi arbejder med forum teater.

Sten for sten nedbrydes både muren af fordomme , og stemningen stiger til højt oppe over Ammans minaretter.

Igen i dag bliver der uddelt kram og high-fives blandt facilitatorer og deltagere efter en vellykket session. Som vallekilling er det helt fantastisk at se det, man har arbejdet så længe på at forberede, bliver taget godt imod!

Sprogbarrieren er også styrtet i grus – næsten. Men ”lige ved og næsten slår ingen mand af hesten”.

En af deltagerne siger meget beskrivende til den evaluerende session i dag, at ”communication is more than verbal”. For når man ikke taler samme sprog, og der ikke lige er en tolk til stede, må man bruge både arme og ben og så videre og så videre for at forstå hinanden.

Og med lidt tålmodighed går det faktisk godt. Jeg deler selv værelse med en jordansk pige, der kun taler lidt engelsk, men vi taler sammen med meget mere end ord.

Så det er både med en uoverskueligt stor portion humus og en god fornemmelse i maven jeg lægger mig til at sove denne aften.

Campen er gået rigtig godt indtil videre, og vi glæder os alle til i morgen.

//Ida

Creating activities

// Mie Laurenberg

Forhindringsbane

// Mie Laurenberg

Fra banko til bryllup

Med et stålfast greb om armen bliver jeg af en lavstammet halvfed mand gelejdet op ad trappen og ind igennem porten til et overflødighedshorn af fest og farver. ”Come, come. Your welcome!” skriger han ind i mit venstre øre, mens drengene hurtigt ser deres snit til at følge trop. Bassen og trommerne eksploderer ind i vores øregange, og målrettet skærer vi os igennem folkemængden ind til midten af dansegulvet. Tidligere mislykkede forsøg på at crashe festen er på et øjeblik glemt, idet vi bliver ét med menneskehavet og den arabiske populærmusik.

Lugten af svedige mænd og kvinder er altgennemtrængende, idet gæsterne klappende stimler sammen som pingviner på Antarktis, med os placeret umiddelbart i epicentret. ”Jalla jalla!” råbes der. Denne eksplosion af neon-farvede blinklys og glædesudråb befinder sig milevidt fra de stereotyper om Mullaer og Mujahadiner, der ofte pryder flimmerskærmen, når udenrigssektionen sætter fokus på Mellemøsten.  

Selv om jeg på ingen måde er beruset, føler jeg mig euforisk. Høj – som var jeg på et bevidsthedsudvidende trip. Kvinderne omkring bryder ud i traditionelle glædesskrig. En ældre herre med overskæg hiver først fat i mig og derefter Alexander, da han er mere end almindeligt opsat på, at vi skal svinge hans kone rundt.  Selv om brudeparret også er placeret på dansegulvet, er der ingen tvivl om, at de fire hvide drenge er kalasets midtpunkt.

En stodder med gedeskindstromme under armen sender hårde stød ud i rummet og ind i de nærmeste kroppe. Vi hopper rundt på stedet, mens vi i takt med et større slæng af unge mænd vifter vores hænder i vejret. Svedperler pibler frem i ansigtet, og de øverste skjorteknapper bliver knappet op. Pelle hiver fat i min venstre skulder, da vi bliver ét med en kæde af mennesker, der dannes om et dansende ægtepar. Når vores blikke mødes på tværs af gulvet, flækkes vores ansigter af brede grin.

De tyve til tredive smøger, der er blevet inhaleret det sidste døgn, melder deres eftervirkninger, og jeg gisper efter vejret. Åndenødsramte og med sveden haglende fra vores kroppe, holdes der hyrdetime på toilettet.

”This is a private party!” forklarer en af hotellets forholdsvis bitre ansatte. Han bliver hurtigt spist af med en løgn om en opdigtet invitation fra gommens far, og i næste øjeblik bliver der serveret bryllupskage. Claus, som den gentleman han nu engang er, ender med at fortære de sidste rester, før vi igen kaster os ind på dansegulvet. 

//Frederik

Arabisk invasion

Solens stråler bager allerede hårdt i nakken, mens vi spiser morgenmad på terrassen.  Da dagen endelig er oprindet, hvor deltagerne af vores sommerlejr ankommer, er stemningen mere end almindeligt trykket, og efter et kort men berettiget møgfald fra Nadia bliver de sidste forberedelser gået igennem i løbet af formiddagen. Facilitatorerne er så småt ved at have ugens program indstuderet til hudløshed, og med hotellets unikke psykedeliske islæt som baggrund er rammerne så småt ved at være sat for de næste fem dages facilitation.

Allerede ved middagstid ruller den første sorte Volvo ind i indkørslen. Palæstinensere fra vidt omkring i det besatte område træder ud af bilen. Slæbende på deres baggage bliver de gelejdet ind i hotellets ankomsthal og videre ind på deres respektive værelser. Der bliver givet hånd til både piger og drenge, og tilfældige introduktioner og velkomster udveksles. ”I’m Firas Ja’far from Betlehem in Palestine. You?” lyder det på gebrokkent engelsk gennemsyret af en stærk arabisk accent. I løbet af en times tid er hotellet løbet over ende af smilende unge fra vidt omkring i Jordan og Palæstina.

Allerede efter frokosten er vi i gang med dagens program, og man overraskes over, hvor professionelt det hele tager sig ud. Taget i betragtning af, at det er en gang højskoleelever, der sidder med det fulde ansvar for lejren, fungerer det over alt forventning. Selv om størstedelen af deltagerne knapt nok kan gebærde sig på et formfuldendt engelsk, glider den arabiske oversættelse gnidningsfrit, og folk kaster sig tøjlesløst ud i diverse energizers og navnelege.

Arabiske gloser bliver udvekslet, og klassikeren ”rød grød med fløde” er stadigvæk en oldie but goodie. Ud over få kulturelle misforståelser som uheldige sammenligninger imellem USA og Danmark og en svipser omkring muslimske pigers mandhaftige udseende, bliver der minglet for alle pengene, og stemningen er mere munter og lystig end forventet. Vi må lægge os fladt ned på jorden, for der er ingen tvivl om, at alle stereotyper og fordomme omkring arabere, der muligvis har været bragt med hjemmefra, bliver gjort til skamme for øjnene af os.

Aftenen skrider hen, og selv om folk er trætte og udmattede efter en lang dag med facilitering og rejse, er stemningen afslappet og munter. Denne første aften er hotellet, ud over vores camp, desuden vært for et jordansk bryllup. Så mens vi sidder og er i gang med dagens aftenaktivitet – bingo banko – fyldes omgivelserne af traditionelle jordanske sange og glædesråb. Jordanere, palæstinensere og danskere stimler sammen om bryllupsoptoget, der med en før uset eufori eskorterer bruden og gommen ind i festlokalet. Blæst fuldstændig bagover af mellemøstlig entusiasme klapper vi i fælles takt brylluppet videre ind til festen.

//Frederik

Ugens program

Rykketid

Et billede af Mona Lisa spejder over os, mens cikaderne hyler udenfor. Marmorgulvet og den stille brise udefra er med til at holde temperaturen på et niveau, hvor det ikke er ulideligt at sidde inde. Generalprøverne er gået i gang, og det meste af dagen kommer til at ske i Mona Lisas åsyn.

Torsdag morgen tog vi af sted fra Amman mod den lille by, Al Fuheis, nord for Amman, hvor sommerlejren skal foregå. Efter at have fundet fire taxaer – til meget varierende priser – var vi fremme efter en halv times kørsel. På turen gik det op for os, at vi kun havde set en brøkdel af Amman, og vi fik set helt nye dele af byen. Det ”Vestlige” område var mere præget af nye bygninger, amerikanske fastfoodkæder og butikker vi kendte. Noget helt andet, end vi var vant til i Down Town Amman.

Synet der mødte os, da vi nåede frem til hotellet, var også noget andet, end vi havde været vant til. Hotellets udendørsområde er stort og arkitektonisk præget af alverdens dyr – fra søheste til køer. En swimmingpool har vi ikke nogen af, selvom meget af udformningen lægger op til det. Man kunne fristes til at tro, at  Gaudí og Salvador Dalí havde tegnet Kong Neptuns Lalandia – bare uden vand.

Hele torsdagen er gået med generalprøver, så alle facilitatorer har haft mulighed for at gennemgå deres aktiviteter med et mere eller mindre engageret publikum. Det har været en lang dag. Nu håber vi på at være klar, til deltagerne kommer – Mona Lisa kigger trods alt med.

//Søren

Og forberedelsen gik i gang…

Efter en dags sightseeing i Amman, gik de sidste forberedelser for vores workshop i gang. Vi mødtes alle sammen friske og veloplagte ude foran vores hotel for at gå i samlet flok hen til Al Balad Theatre, Ammans ældste biograf. Solen strålede allerede varmt ned på os, da vi gik gennem Ammans noget morgentomme gader. Mange af butikkerne var stadig lukkede, og ligeledes var biografen, da vi nåede den. Noget overraskede var vi, eftersom vi havde en aftale med danskerne Henrik og Helene fra Ungdommens Røde Kors. De dukkede dog op kort tid efter. Et smil faldt på deres læber, da de fandt ud af, biografen, som de havde lejet lokaler i, var lukket. Mange jordanere kommer åbenbart tit lidt for sent. Nadia gentog mantraet ”expect the unexpected”, som er det, vi kommer til at arbejde ud fra den kommende uge.

Da en lille venlig mand efter tre kvarter mødte op og låste os ind, kunne vi endelig begynde med forberedelserne. Men inden vi rigtig gik i gang, var vi så heldige at få besøg af Laila fra Jordansk Røde Halvmåne, gender-ekspert. Hun holdt et oplæg om gender set med jordanske øjne. Hun var bestemt ikke ligeså konservativ, som dem vi skal afholde sommercampen for, men en ildsjæl, der inspirerede selv dem på bagerste række.

Vi sagde pænt tak og farvel til Laila for selv at øve vores sessions igennem. Efter en lang og hård dag med Henrik og Helenes kritiske øjne på vores oplæg, var der stadig tid til en aften i det franske kvarter. Det sidste af solen blev nydt, lækre myntelemonader blev drukket, og vi kunne endnu engang vende tilbage til hotellet med en masse nye indtryk og oplevelser i bagagen.

I dag torsdag lægger vi sidste hånd på værket, og fredag begynder vores længe ventede sommercamp.

//Freja Kierstein

Take The Lead’s første dag i Amman

Så er vi endelig ankommet til Amman, og vi er allerede vilde med byen, der er fuld af liv og kaotisk på en charmerende måde. Det største indtryk får man dog af befolkningen, der er så venlige og imødekommende. Vi hilser på den lille dame, som hver dag sidder og sælger cigaretter på et gadehjørne, vi bliver genkendt af manden i kiosken over for vores hostel og bliver generelt mødt med smil og kærlige velkomster.

Vores første aften i Amman spiste vi alle sammen på et hyggeligt, autentisk sted i Downtown, hvor vi fik traditionelle retter med masser af hummus til. Det var en ret stor restaurant, og lige så mange gæster der var, lige så mange vandpiber stod der rundt omkring og imellem bordene.

Efter en god nattesøvn mødtes vi alle til morgenmad, hvor vi afholdte et lille morgenmøde, hvorefter vi havde dagen fri til at opleve byen på egen hånd. Vi så mange ting og fik en masse forskellige indtryk i nogle af byens mange områder. Vi så det gamle romerske amfiteater, der stadigvæk bliver brugt til teater og underholdning. Vi besøgte også den gamle arabiske borg, citadellet, der ligger på den højeste bakke i Amman, hvorfra man har den smukkeste udsigt ud over byen. Der rendte små drenge rundt og legede med drager, og vi følte nærmest, at vi var kastet ind i ’Drageløberen’. Nogle af os besøgte en international privat pigeskole, hvilket var meget interessant at se. Vi shoppede i genbrugsforretninger og små butikker.

Efter en lang, god og varm dag spiste vi god mad på en tagterrasse, hvor der også var en fantastisk udsigt over Amman. På vejen hjem fra restauranten kom vi tilfældigt forbi et enormt frugtmarked, hvor vi købte lækre frugter og fik nogle hyggelige snakke med mændene i de små boder, der efterhånden var ved at lukke ned, da klokken var elleve.

Efter en dag som vores første dag i Amman, kan man kun glæde sig til de kommende, hvor vi skal lave noget forberedelse til sommercampen, der går i gang på fredag.

//Karen Louise Mørk